Køreplaner i Excel
Til klubbens køreplanskørsler bruger vi nogle Excel-ark, dels til at lægge køreplanerne i og udskrive diverse dokumenter fra (K11, K13 og K14), dels til at generere godsfragter (K13). Har du lyst til at få inspiration herfra, så kan du downloade Excel-arkene (skrevet til Excel 2007 og nyere) nedenfor.
Køreplansmodeller
Modellerne til at lægge køreplanerne i er meget specifikt udformet med henblik på OMJK's anlæg og er temmeligt bruger-uvenligt udformet - og de kan helt sikkert laves smartere. Til gengæld virker de efter hensigten og sparer rigtig meget bøvl med at tilrette de forskellige arbejdsplaner når der er behov for justeringer - og modellerne er forholdsvis lette at lægge en ny køreplan i. Men for de interesserede er der altså mulighed for at få et kik ved at klikke på linkene. Og lad det være nævnt med det samme: Det overlades helt - HELT - til dig selv at finde rundt i roderiet; vi kan ikke påtage os "support" eller at svare på spørgsmål herom...desværre...!
Fragtmodeller
I modsætning til selve køreplansmodellerne, så er godsfragt-programmet universelt brugbart på andre modeljernbaneanlæg. Godsfragt-programmet er udformet så det bruger de samme format fragtkort - eller "fragtbreve" - som anvendes af FREMO. Der er dog den forskel, at mens vogne under FREMO-systemet typisk alle kører i fast rutetrafik, så har vi i OMJK valgt at have forskellige transportbehov for hver køredag, ganske som i virkeligheden.
I denne model er metodikken forklaret en LILLE smule bedre end i køreplansmodellerne, så vi overlader trygt de videre eksperimenter til de, der prøver at downloade modellen...
Go' fornøjelse!
Systemkrav
Køreplansmodellerne øverst virker kun helt såfremt de afvikles i Excel 2007 eller nyere!
Vil du have det fulde udbytte af modellerne, så skal følgende fonte være installeret på din PC:
- Modern No. 20
- London Tube
- Travelling Typewriter