Odense Model Jernbane Klub

Stiftet 1949

  • Øg font størrlesen
  • Standard font størrelse
  • Mindsk font størrelsen

Stationsbestyreren i Svendborg udveksler sikkerhedsmeldinger med en lokomotivfører pr. telefon

Hvad skal man lige bruge en modeljernbane til, når den er ”færdig”? Et anlæg i en størrelse som Odense Model Jernbane Klubs bliver næppe nogensinde færdigt, men mange har prøvet at bygge en jernbane derhjemme – mægtigt spændende, mens der designes og bygges, men derefter…? En af mulighederne er ”køreplanskørsel”…!

Når der ”køres køreplan”, spiller vi rollespil. Ikke noget med udklædning, krigere, uhyrer og orker, men et nøje instrueret spil, der drejer sig om at prøve at afvikle toggangen på modelbanen på samme måde, som togene kørte på de rigtige jernbaner for mange år siden. Til rollespillet har vi…:

1.Nogle rammer i form af en ”spilleplade” og en ”drejebog”

2.Nogle spilleregler

3.Roller som vi hver især spiller

Rammerne

Drejebogen til rollespillet er køreplanen, som er udformet med forbillede i den fynske hovedbane i årene 1950-1974 samt privatbanerne OMB og OKMJ i 1960’erne. Dertil kommer den tænkte historiske sammenhæng, således at togstammerne sammensættes historisk rigtigt – og spillepladen er selvfølgelig selve modeljernbanen.

Lokomotivførerne kører togene fra et centralt placeret "tårn"

Spilleregler

Vi kører togene efter et lille udpluk af de regler, som virkelighedens tog også kørte efter for 50 år siden (og som de til dels stadig kører efter). Således er der signaler på stationerne, som lokomotivførerne skal efterleve, og togkrydsninger og rangerbevægelser skal afvikles i henhold til køreplanen. Kommunikationen mellem spillerne foregår pr. telefon når det drejer sig om meldinger om toggangen, akkurat som i virkeligheden dengang.

Roller

Som medspiller kan man først og fremmest vælge at være stationsbestyrer (indstiller togveje til de rigtige spor og sætter signaler) eller lokomotivfører (sidder på en hævet platform og fører togene mellem stationerne). Derudover er der roller som rangerformand og depotforstander – foruden spillets instruktør, kaldet toglederen.

For at sætte lidt ekstra farve på spillet, så foregår al kørslen efter et hurtigtgående ur.

Se tidspunkterne for køreplanskørslerne i kalenderen. Vær opmærksom på, at kørsler aflyses, såfremt der ikke onsdagen forinden er et tilstrækkeligt antal tilmeldte til, at det store anlæg kan bemandes.

Hvis du er gæst, og har tænkt at komme til en køreplanskørsel, vil vi gerne vide det på forhånd. Send os gerne en Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen. .

Køreplaner